Del 6 – er der liv efter efter psykosen?
Jeg klamrede mig til tilværelsen og min rytme uden at vide, om et leveværdigt liv overhovedet var muligt.
Helt ærligt – Var selvmordet den mest værdige udvej?
Jeg kunne jo gøre som Sylvia Plath, og fylde lommerne med sten og springe i havet.
Eller stikke hovedet i ovnen som Virginia woolf
Selvmordsstatistikken for min sindslidelse er så høj, at jeg ikke kan få en livsforsikring, og det er der vel for helvede en grund til?
Dette er del 6 i blogserien “Verden vælter – om psykisk sygdom (skizoaffektiv sindslidelse), og at lære at leve med den”. – har du ikke læst med før, så find del 1 her: https://verdenvaelter.com/2026/03/25/om-at-leve-med-psykisk-sygdom/
Nu kommer vi på en måde til essensen af hvorfor jeg skriver denne blogserie – de eneste jeg havde at spejle mig i, var de psykotiske voksne jeg havde været indlagt med, dem som skreg om natten og sov hele dagen, eller stod nøgne på deres altaner og kastede porcelæn efter børn i gården
– dem der skar deres ører af, og sovsede så meget ud på narko og sprut at de aldrig kom tilbage….
Var det der var fremtiden?
skulle det være mit liv efter psykosen?
Eller skulle det være det der konforme liv som jeg blev mere og mere smerteligt bevist om, at jeg ikke duede til?
Jo mere jeg forsøgte at køre “normal”-modellen, at deltage på arbejdsmarkedet, passe ind i skoler, osv. jo større risiko oplevede jeg, at jeg havde – jeg brændte bare ud – crashede, startede forfra. Det var jo for helvede den model jeg havde forsøgt fra min første indlæggelse, da jeg var 18, og nu stod jeg altså kun 5 år efter, igang med den tredje…
Det var som om, der var noget i mig, der havde brug for at bryde ud – noget der med garanti ville blive vanvittigt med alt for ensartede opgaver og en hverdag, jeg ikke selv definerede,
et liv hvor det ikke var mig der styrede pauserne og kunne skrue op og ned.
Og på en måde så det ud, som om at der var to versioner af liv efter psykose for mig – det overkedelige, konforme, røvsyge, der alligevel risikerede at gøre mig syg – om ikke andet bare vanvittig af kedsomhed,
overfor den mulighed blot at acceptere situationen, og synke fuldstændig ned i sindssygen.
og så var der selvfølgelig den tredje mulighed, helt at fravælge livet.
Jeg var fanget…
Og indtil videre kunne jeg ikke gøre andet end bare at fortsætte, selvom min uddannelse føltes som en spændetrøje, der bare strammede sin bæltefiksering med løftet om et røvsygt fuldtidsjob for enden.
Hvad gør man så?
Det er et godt spørgsmål.
I 2015 mødte jeg Louise, og i 2017 afsluttede jeg min bachelor næsten simultant med, at vi blev gift.
Hun var for mig det helt rigtige match, blandt andet fordi hun respekterede min sygdom, gav den plads, snakkede med mig om den og samtidig lod mig udfordre den. hun forstod at kreativitet og psykose, protentielt set hang sammen.
Og fordi hun gjorde det, og hjalp mig med at holde rytmen, kunne vi tage på eventyr sammen – på den måde blev hun i virkeligheden svaret på spørgsmålet, balancen imellem det konforme og det vanvittige – eller i hvert fald den der kunne lære mig det..
For hun fik mig til at se, at så længe jeg havde den relativt lille grunddisciplin: søvnen, maden og en hverdag, jeg selv kunne definere – hvor kreativiteten kunne regulere mit hoved, så behøvede resten ikke være hugget i Røvsyg granit, og et liv efter psykose var muligt – dermed ikke sagt at løsningen er en kvinde… Snarere at løsningen for mig var en forståelse og accept af en simpel balance…
Vores bryllupsrejse bestod af en køretur i vores blå Ford Fiesta ned igennem Europa uden slutdato. Hver dag kørte vi det vi ville, og vi planlagde aldrig mere end en uge frem. Den eneste begrænsning var de 50.000, vi havde skrabet sammen til det.
Vi overnattede i naturparker i Polen.
Besteg Mount Etna.
Smeltede i Pompeji i 48 graders hedebølge.
Så Meteoras klostre rejse sig over os i Grækenland.
Drak slivovitz i Sarajevo på bartenderens regning.
Punkterede i Transsylvanien.
Og blev afpresset af en ukrainsk grænsevagt med maskingevær…
Før vi kørte tilbage af i markkanten i Moldova, fordi hovedvejen var så sønderbombet, at der ikke fandtes en vej længere — kun spor.
I 2017 havde vi også renoveret en lejlighed i Aarhus uden at vide noget som helst om håndværk.
Samtidig var vi blevet enige om, at jeg efter bacheloren ikke skulle læse videre. Jeg skulle til noget andet,
Så var spørgsmålet bare
- Hvad?
Hvorfor fortæller jeg alt det her? – Fordi “normalt” ikke behøver være kedeligt.
Fordi rytme ikke udelukker eventyr.
Al den tid havde jeg taget min medicin.
Hver eneste aften. Og den fik mig til at føle mig tung, træt og dum. Det var som om, en andel af min hjerne blev lukket af – ikke noget, der kunne måles eller defineres, men jeg følte mig … afskåret.
Samtidig turde jeg ikke stoppe, selvom min psykolog, som jeg så hver måned og havde gjort lige siden, mente, at det efterhånden var forsvarligt (til info, hvis du overvejer at stoppe med din medicin, så husk at snakke med psykolog og psykiater om det!).
Så blev Louise gravid.
Og jeg vidste, at hvis jeg nogensinde skulle stoppe min medicin, skulle det være nu.
Når først barnet kom,
ville jeg aldrig turde.
Den faglige del: om psykisk sygdom og psykoser
I dette blogindlæg har jeg skrevet om min oplevelse af en psykose og psykisk sygdom – dette er baseret på personlig erfaring, og er selvfølgelig ikke fagligt – hvis du har brug for en mere faglig tilgang til psykisk sygdom og psykoser, så vil jeg anbefale at du f.eks. læser videre her:
Om mit liv efter psykose og psykisk sygdom
Den episode der beskrives i indlægget ovenfor, viser min personlige erfaring med psykisk sygdom, og det bør nævnes, at jeg har skrevet dette indlæg, for at vise at man godt kan få et godt og tenderende almindeligt liv på trods af psykisk sygdom. Mit mål er at aftabuisere, men også at vise at der er håb for at komme videre. Da jeg selv syntes livet så meget håbløst ud, under mit eget forløb.
Der er nemlig ikke særligt mange tidligere patienter med psykisk sygdom, der står frem, og det gør det svært at se hvilken fremtid der er mulig, når man kun kan spejle sig i svingdørspatienterne.
Idag betyder psykisk sygdom ikke særligt meget i min hverdag, kun efterdønningerne af den, som at have udfordringer med sensorisk overstimulering, de problemer der kan opstå når livet kommer i ubalance. Det er dog også vigtigt at snakke om de elementer jeg bruger i mit arbejde som forfatter, da jeg også oplever, at det at have en psykisk sygdom, giver mig en anden tilgang til det kreative, som jeg opfatter som en fordel – da jeg f.eks. vil jeg mene har adgang til elementer af tilværelsen, som mange andre ikke har.
Jeg bor i en almindelig lejlighed, og har en relativt almindelig familie, med to børn og en hustru. Kommer i Dansk forfatterforening, har deltidsjob, og egen virksomhed med at lave ballondyr.
Mit liv er godt, på trods af psykisk sygdom, og i løbet af denne blogserie, vil jeg fortælle om min oplevelse og erfaring med psykisk sygdom, men også om hvordan jeg endte med at få styr på mig selv og min tilværelse, på trods af at have en psykisk sygdom, og hvad der følger med.