For ti år siden stod jeg en majmorgen op, eller det vil sige, jeg rejste mig fra den stol, jeg havde stillet på Mozarts plads i Sydhavnen, for jeg havde ikke sovet…
Hvordan skulle jeg kunne det?
Jeg havde tænkt nonstop i en uge, og fået øje på… Ja, det hele…
De sidste 3 dage havde jeg faktisk slet ikke sovet, for jeg havde et ansvar for at tænke det hele færdigt, og regne det hele ud. ( på det tidspunkt anede jeg ikke at jeg havde en psykisk sygdom)
Tilsyneladende var jeg den eneste, der kunne. Alle andre var for travlt optaget af deres meningsløse og forhadte liv, omkring mennesker der kedede dem, og en alt for stor mængde streamingtjenester og lorteindhold der stjal tiden fra dem. Måske havde de heller ikke hjernekapacitet til det – eller endnu værre – de var komplet fucking ligeglade.
Og i min proces med at regne hele verden ud, med at forstå sammensværgelsen bag hele vores samfund, havde jeg opdaget, at jeg havde en helt særlig evne til at rejse gennem dimensioner, tid og verdener. Noget jeg havde kunnet styre med koncentrationsevnen indtil nu, men pludselig ikke længere kunne. Døren stod åben, og hele Verden og jeg selv, sivede ind og ud af mit hoved.
Psykisk sygdom – jeg befandt mig enogtyve steder samtidig
Jeg befandt mig i enogtyve forskellige tider samtidig. Jeg var Edmond Dantes fra Greven af Monte Christo, med en fod i 1680’ernes Frankrig. Jeg var Remarque, liggende i en skyttegrav under Første Verdenskrig. Jeg var Christian d. 4. der kopierede mønter på Frederiksborg slot. Jeg var Balder der blev skudt af kærlighedens pil, og jeg var på en måde både Jesus, og Krishna.
Pludselig stod det klart, at min morfar og min farfar, i virkeligheden var to gamle nordiske guder, nedsteget fra Valhalla, og inkarneret som mennesker. Pludselig fik jeg et syn, og jeg så at min farfars motorcykeluheld, et årti forinden, slet ikke var et uheld. Jeg så hans bror på en gulgrøn Kawasaki Ninja køre mod hans baghjul. Så han væltede ind i lastbilen, og visiret fra hans hjelm skar hans øje op, så han blev blind.
Men hvorfor?
– det måtte handle om penge? Og pludselig modtog jeg minder fra dem, og så detaljer i alt, som jeg før ikke havde bemærket. Huskede glemte familienavne, og opdagede at jeg var arving til et af Danmarks største magtdynastier, men at nogle, måske min farfars bror, eller hans familie, som jo havde overtaget det, ikke ville have mig til at se…
Og jeg opdagede, at jeg var blevet forgiftet med heroin-krystaller gennem vandforsyningen i det område af København, hvor jeg boede. Og jeg vidste at andre end jeg blev forgiftet, jeg vidste at der var bekendte der blev forgiftet, venner – børn, og det gik op for mig, at min grandonkel, eller Loke som jeg pludselig forstod at han var, var så grebet af grådighed, at han var begyndt at indsamle disse børn, og udleje dem til prostitution.
Og det smertede mig, så meget at jeg græd…
og jeg kunne ikke stoppe.
For det var ikke bare børn – hvis jeg var i alle og alle i mig, så var det mine børn – Mine børn blev forgiftet med heroin. Mine børn blev solgt og misbrugt – og når jeg nu vidste det, hvordan skulle jeg så blive siddende?
psykisk sygdoms virkelighed – hvordan alting føles ægte
Den morgen rejste jeg mig fra den klunsede lænestol på Mozarts plads. Jeg greb en kost der stod ved et skur i nærheden, knækkede hovedet af, og gjorde den til min stav, og så løb jeg fra Mozarts plads til Sydhavnen station, og stemte dørklokker, ved alle de numre som stemmerne fra andre tidsaldre hviskede i mit øre.
“17” hviskede Remarque, og jeg ringede på i nr 17 på P. Knudsens gade. En dame bippede mig ind, og jeg stormede gennem opgangen, til en dør stod åben, og jeg råbte til kvinden med barnet, at hun ikke måtte drikke vandet!
Først så hun forskrækket ud, og sagde så “… okay”, og jeg løb videre. “48 i kælderen,” sagde Krishna og jeg bragede mod nr 48, med min kongeblå uldfrakke blafrende i vinden. Løb så hurtigt jeg kunne – og mens jeg løb mærkede jeg børnenes skrig, deres angst, og deres sår skære sig ind i mit kød, og jeg flød over og jeg skreg, mens jeg løb. Skreg, så vinduer åbnede, og folk sagde jeg skulle tie… for klokken var ikke mere end 6 om morgenen.
I nr 48 i kælderen blev jeg mødt af to store hunde, og to mænd med langt hår og skæg, der røg morgenbong – og det var ikke hash, men noget der var langt stærkere, og jeg erindrer ikke, om jeg røg med, men jeg husker at jeg forklarede dem hvad der skete, og at de besluttede at være mine disciple. Sammen fortsatte vi til næste dør, og jeg husker at en af dem slog mig til ridder med min stav, fordi det jeg havde set var vigtigt, og at jeg gjorde noget – at jeg ikke bare gav op, og at staven brændte sig ind i min skulder.
Og kort tid efter mistede jeg dem, måske fordi jeg løb så stærkt, og da jeg mange timer senere løb tør for energi løb jeg tilbage til Mozarts plads, og tårerne haglede af mig.
En kvinde spurgte mig hvad der var galt, og jeg svarede hende, at nogle forgiftede og voldtog børnene, som på en måde var mine børn, fordi jeg var Krishna. Jeg var Vishnu, jeg var Jesus. Jeg var Marcus. Jeg var Dantes, jeg var Remarque, jeg var min gamle nabo, og min barndomskammerat. Jeg var i alt og alle, og alt og alle var i mig, og jeg kunne ikke adskilles.
Og jeg græd, så tårerne de flød, græd over tøjslaver i Bangladesh, og over handlede kvinder på Istedgade, og jeg græd og jeg græd og jeg græd, og på et tidspunkt husker jeg at jeg sad i min fars bil. Han må have hentet mig, og jeg græd stadig, jeg kunne ikke stoppe, og jeg råbte at vi skulle standse bilen igen og igen, for alle mennesker på gaden var nogle jeg kendte – og folk skulle vide, at de ikke måtte drikke vandet.
oplevelsen af at blive indlagt med psykisk sygdom
Jeg husker samtalen på psykiatrisk skadestue, og at jeg forklarede lægen at nogle forsøgte at forgifte hele København, og jeg husker at han sagde at han forstod, og at dørene pludselig blev låst, og jeg fik at vide at det var for min egen sikkerheds skyld – og at jeg skulle følge med, at vi nu ville løse det, at jeg havde opdaget sammensværgelsen – og jeg fulgte med, ned af hvidere og hvidere gange, til lugte der blev mere og mere sterile, og jeg husker at min far fulgte med, og at Christian d. 4. brølede “vær varsom!” i mit øre, men at jeg forsikrede ham om at de var til at stole på.
Og jeg husker at komme ind på et værelse, med en seng, og fik at vide, at jeg skulle vente, fordi dem jeg skulle snakke med snart kom, og jeg husker tåren i min fars øje, som jeg ikke forstod, og jeg husker at jeg pludselig forstod, at jeg var blevet forrådt, da døren låste udefra.
“Men fatter I det ikke?” råbte jeg, mens de sagde jeg havde en psykisk sygdom, og jeg vandrede frem og tilbage, – “forstår i ikke? At mine børn bliver forgiftet – forstår i ikke at de tvinges til at arbejde uden mad og løn? At de misbruges? Sælges? Tortureres? – at der er folk der fucking knepper dem til døde” skreg jeg – og jeg råbte at de var forrædere, nederdrægtige, modbydelige – og de sagde at jeg var syg, men jeg troede dem ikke, og selv hvis – hvad hvis der var bare en forsvindende lille mulighed for, at jeg havde ret? – Så var jeg fanget her, mens børnene stadig blev misbrugt…
Vil du læse videre? så kan du finde del 2 her:
https://verdenvaelter.com/2026/05/06/verden-vaelter-del-2-sammensvaergelsen-at-vaere-indespaerret-mod-sin-vilje-og-langsomt-erkende-at-man-har-en-psykose-samt-at-ens-virkelighed-maaske-er-forkert/
Den faglige del: om psykisk sygdom og psykoser
I dette blogindlæg har jeg skrevet om min oplevelse af en psykose og psykisk sygdom – dette er baseret på personlig erfaring, og er selvfølgelig ikke fagligt – hvis du har brug for en mere faglig tilgang til psykisk sygdom og psykoser, så vil jeg anbefale at du f.eks. læser videre her:
https://psykiatrifonden.dk/viden/fakta-forskning/tal-fakta-om-psykisk-sygdom-danmark-2023/psykiske-sygdomme
Her kan du finde en gennemgang af en række forskellige psykiske sygdomme, hvoraf den jeg lider af, og beskriver oplevelsen af her hedder “skizoaffektiv sindslidelse” – det er en psykisk sygdom der kombinerer bipolar og skizofreni på en måde så man oplever affektive svingninger og psykoser.
Et liv efter psykisk sygdom
Den episode der beskrives i indlægget ovenfor, viser min personlige erfaring med psykisk sygdom, og det bør nævnes, at jeg har skrevet dette indlæg, for at vise at man godt kan få et godt og tenderende almindeligt liv på trods af psykisk sygdom. Mit mål er at aftabuisere, men også at vise at der er håb for at komme videre. Da jeg selv syntes livet så meget håbløst ud, under mit eget forløb. Der er nemlig ikke særligt mange tidligere patienter med psykisk sygdom, der står frem, og det gør det svært at se hvilken fremtid der er mulig, når man kun kan spejle sig i svingdørspatienterne.
Idag betyder psykisk sygdom ikke særligt meget i min hverdag, kun efterdønningerne af den, og de elementer jeg bruger i mit arbejde som forfatter, da jeg også oplever, at det at have en psykisk sygdom, giver mig en anden tilgang til det kreative, som jeg opfatter som en fordel.
Jeg bor i en almindelig lejlighed, og har en relativt almindelig familie, med to børn og en hustru. Kommer i Dansk forfatterforening, har deltidsjob, og egen virksomhed med at lave ballondyr.
Mit liv er godt, på trods af psykisk sygdom, og i løbet af denne blogserie, vil jeg fortælle om min oplevelse og erfaring med psykisk sygdom, men også om hvordan jeg endte med at få styr på mig selv og min tilværelse, på trods af at have en psykisk sygdom, og hvad der følger med.
Vil du læse videre på bloggen? så kan du finde del 2 her:
https://verdenvaelter.com/2026/05/06/verden-vaelter-del-2-sammensvaergelsen-at-vaere-indespaerret-mod-sin-vilje-og-langsomt-erkende-at-man-har-en-psykose-samt-at-ens-virkelighed-maaske-er-forkert/