Jeg husker frygten.
Følelsen af ikke at kunne stole på mit hoved. At måtte spørge min far, om den nye læge var ægte, at kigge mig selv i spejlet og blive vred, skære tænder ad mig selv, fordi det var mig, der løj – mine tanker, min verdensopfattelse.
Følelsen af at stå i et udpint månelandskab af et liv og måtte starte forfra. Måtte undskylde over for venner og bekendte, som havde lidt under min psykose, og pinligheden i at erfare, at det var helt almindelige mennesker, jeg havde banket på hos den dag i Sydhavnen, og at hende moren, der havde åbnet, måtte have være skræmt fra vid og sans ved synet af mig …
(har du læst første del? ellers så kan du gøre det her: https://verdenvaelter.com/2026/03/25/verden-vaelter-om-psykisk-sygdom-skizoaffektiv-sindslidelse-og-at-laere-at-leve-med-den/)
Det, at stå til ansvar over for ting, som jeg har oplevet, men i en drøm, og som jeg ikke føler, at jeg har gjort. Og erkende, at de ting, jeg har set, følt og mærket, nok er forkerte.
Jeg kendte ikke til nogen metoder, der kunne forsikre mig om virkeligheden …
I Bibelen rører disciplen Thomas ved Jesu sår. For ham er det bevis for, at en mand er opstået fra de døde – for den absolutte sandhed – for en med en psykoselidelse betyder det bevis absolut intet…
Min samtale med dig i dag, med mit barn i morgen eller med min far for 10 år siden føltes nøjagtigt lige så virkelig som hver eneste samtale, jeg har haft med en hallucineret person … eller hver eneste oplevelse, jeg har haft af blod, der rendte på væggene, og kutteklædte lig, der fulgte mig i bybilledet.
Det, lægerne senere kaldte skizoaffektiv sindslidelse, føltes ikke som en diagnose, men som en forstærkning. Som om psykosen ikke kom alene, men blev båret frem af en voldsom kraft i kroppen — en opstemthed, en kraftudladning og en næsten guddommelig overbevisning om, at alting hang sammen og pegede på mig.
Virkeligheden slog ikke bare revner; den lyste. Den forklarede sig selv. Den voksede.
Og da lyset forsvandt, stod noget andet tilbage, noget der var langt værre. Ikke mørke — men tvivl. Tvivlen på, at de ting, der har skabt mig som menneske, det, der har defineret mig, og det, jeg har baseret mit liv på, ganske enkelt kan være indbildning.
Jeg har klokkeklare minder, som umuligt kan have fundet sted. Minder om egern, der klatrer ned fra træerne og taler til mig. Døde, der genopstår. Pinde, der laver fysiske, blivende brændemærker på min skulder.
Og jeg kan ikke bare ræsonnere mig frem til, hvad der virkelig er sket. For sådan fungerer det ikke.
Hvis de ting, jeg overbeviste mig selv om i psykosen, var sande, ville det ikke være nogen sag for min ”fjende”, der jo trods alt lige havde forgiftet drikkevandet i hele København for at få ram på mig, også at placere falske beviser omkring min farfars ulykke eller på anden vis fabrikere alt fra politirapporter til minderne hos dem, jeg stoler på.
Lige sådan er det ikke svært at argumentere for, at hvis jeg oplevede alle som en del af mig og mig selv som en del af alle, så blev mine børn gjort til slaver, misbrugt og voldtaget på grund af andre menneskers grådighed.
For det gør børn og mennesker hele tiden i trafficking og store dele af de industrier, der hver dag sørger for billigt tøj, luksusvarer og andet til vores del af verden.
Det kunne ganske enkelt ikke lade sig gøre at afsløre min hjerne …
Jeg var nødt til at leve, som om en virkelighed var sand, og bare håbe …
Alternativet var fuldstændig opløsning.